Prædiken til tredje søndag i Fasten

Nåde være med jer, og fred, fra Gud vor fader og Herren Jesus Kristus – Amen

 Mens uroen omkring Jylland-Postens tegninger af profeten Muhammed har ført til meget vold og ballade i udlandet, har der været meget få voldelige protester herhjemme. En af de eneste foregik i Kokkedal, hvor de danske Nazister, under ledelse af Jonni Hansen fra Greve, kom i korporligt slagsmål med nogle fundamentalistiske muslimer. Ifølge Politikens satiriske spalte, ”At tænke sig” kæmpede muslimerne under slagordet ”Allah er stor” – hvilket med det samme fik nazisterne til at overgå det med et ”Jonni Hansen er ikke bare stor, han er smældefed!”

 Et eller andet sted er det jo underligt, at det lige var Muhammed-tegningerne, som førerhunden fra Greve og hans venner valgte at gå til kamp på. For nazisterne er jo ikke ligefrem kendt for at være de store tilhængere af ytringsfriheden – og slet ikke, da de selv havde magten tilbage i tredivernes Tyskland. Og selv om der er sket meget siden da, så efterlader det en underlig smag i munden, at nazisterne stiller sig op og mener, at de kæmper for dine og mine friheder. At de er en del af et stort ”vi” som også inkluderer mig.

 For uden at skulle tæske langhalm på denne sag om tegningerne, så har det undret mig, at alle, både de arabiske lande, men også USA, England og de øvrige EU-lande, har omtalt og opfattet de tegninger som danske. Havde Jonni og hans kammerater i Greve publiceret dem i deres medlemsblad, ville alle, have omtalt dem som nazisternes tegninger. Men nu blev de trykt i en landsdækkende avis, og dermed er de pludselig blevet danske. Det er ikke bare redaktørerne, men alle danskere, der må stå til regnskab for tegningerne, når vi taler med udlændinge. Vi har alle en fælles ansvar og en fælles skyld for, hvad der er sket. Uanset hvor meget eller hvor lidt vi går ind for, at de skulle trykkes. Det er ikke mere en diskussion imellem en avis og et trossamfund, men derimod imellem alle danskere og alle muslimer.

 Vi har alle en kollektiv skyld – hvilket jo på forunderlig vis bringer os tilbage til nazisterne. For da sandheden om nazisternes koncentrationslejre kom frem, fulgte der jo også et spørgsmål – hvis skyld var det, at det gik så galt? Var det bare nogle få fanatiske nazister, eller var det hele det tyske folk, som var ansvarlige, fordi de ikke gjorde noget?

 Eller for at knytte til Jesu ord i dagens evangelium – hvorfor fulgte tyskerne løgnen, og ikke sandheden? Og hvad kunne de have gjort for at følge sandheden i stedet for løgnen?

Dagens evangelietekst følger lige efter et af de mest markante Jesusord – nemlig ordene: Hvis I bliver i mit ord, er i sandelig mine disciple – I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie”. Diskussionen i dagens tekst er så den videre diskussion om det, for jøderne kan ikke rigtigt forstå, at de har brug for at blive frie.

Men samtidig så spiller udsagnet her jo en rolle videre hen i forløbet – nemlig da Jesus bliver forhørt af Pontius Pilatus. Pilatus er den romerske embedsmand, som er udkommanderet til Israel for at sørge for ro og orden. Han er embedsmand, og hans opgave er udstukket fra hans øverstkommanderende – brug alle nødvendige midler til at sørge for, at der ikke er ballade.

Ved forhøret spørger Pilatus Jesus, om han er jødernes konge. Jesus svarer, at han er kommet til verden for at vidne om sandheden. Hvilket får Pilatus til hånligt at replicere: Hvad er sandhed? Og ender med at dømme Jesus til døden - ikke fordi han tror, at Jesus er forbryder, men fordi det giver mindst ballade.

Pilatus står som billedet af den embedsmand, som bare gør hvad han har fået besked på – uden at tænke over, om det er rigtigt eller forkert. Og når vi taler om en kollektiv skyld, som tyskernes efter krigen, så var det store spørgsmål: hvordan kunne ganske almindelige velopdragne mennesker finde på at agere som ledere af koncentrationslejre eller som Adolf Eichmann, organisere disse uhyrlige udryddelser?

Der er forskellige svar på dette spørgsmål. Thorkild Grosbøll citerer i en prædiken over dagens tekst en amerikansk forsker ved navn Alice Mills, som mener, at det skyldes vores opdragelsesmetoder. Vi er ikke opdraget til at stille spørgsmålstegn, men derimod til at følge autoriteterne. Og Grosbøll, som jo ikke tror på en guddommelig plan eller indvirkning, argumenterer så for, at vi skal blive bedre opdragere for hinanden.

Og med Grosbøll kan det heller ikke undre, at han beskylder det kristne begreb om Synd for at have skabt grundlaget for, at bødlerne kunne agere så hæmningsløst, som de gjorde. Synden gør en bange for at træde ved siden af, mener Grosbøll. De kristne er så bange for at gøre det forkerte, at de helt glemmer at gøre det rigtige.

Men er det rigtigt at skylde skylden på synden? Ja, det skal vi vende os til den første tekst, vi hørte i dag.

I den gammeltestamentlige fortælling kastes vi ind lige efter, at Moses er kommet ned fra Sinai-bjerget, og fundet ud af, at Israelitterne i hans fravær han lavet en guldkalv, som de er begyndt at tilbede i stedet for Gud. Moses går derfor op på bjerget igen, for at bede Gud om tilgivelse på Israelitternes vegne. Og det første der sker, er, at Gud tilbyder at slå Israelitterne ihjel, og så starte forfra med Moses som forfader for et folk at rigtige Guds-tilbedere. Men det afslår Moses.

 Min umiddelbare reaktion, da jeg læste fortællingen, var, at det var lidt af et valg, som Moses her blev sat i. At alle ens venner og familie skulle slås ihjel, fordi sådan passede det Gud. Og selv om jeg godt ved, at det var Israelitterne der begyndte, så kan jeg ikke lade være med i baghovedet at tænke, at ham der Gud er en hævngerrig Satan.

Men det er kun på overfladen det ser sådan ud. For jeg tror, at Guds tilbud har en ganske bestemt formål, nemlig at gøre Moses fri af den kollektive skyld. Med sit tilbud betoner Gud, at selv om Moses er lederen, så er det ikke hans skyld og hans ansvar, at Israelitterne trådte ved siden af. Han er fritaget for skylden.

Normalt vil vi sige at Moses, som lederen, er den, som skal stilles til ansvar – vi ved jo alle, at når et fodboldhold spiller dårligt, så fyrer man ikke spillerne, men træneren, for det er ham, der har ansvaret. For det hører med til at være leder at stå med ansvaret.

Sådan er det også med Moses. Han er lederen, og rent objektivt har han ansvaret. Men Gud gør det, at samtidig med at Moses har ansvaret, og dermed har skylden for denne ballade, så tager Gud skylden fra ham ved at erklære, at for ham er det ikke Moses fejl. Gud er, hvad vi i teologien kalder nådig. Han løfter ansvaret fra Moses, og giver ham frihed.

For Gud stiller jo ikke Moses til regnskab. Og derfor kan Moses tage sit valg helt frit. Hvilket så medfører, at Moses tager ansvaret for Israelitterne, ikke fordi han skal, men fordi han selv ønsker det. Fordi det hører med.  

Der ligger en masse mere gemt mellem linierne i denne fortælling. For efter alt det besvær Gud og Moses har haft med at føre Israelitterne ud af Egypten og gennem ørkenen, så tror jeg ikke, at Gud sådan var parat til bare at opgive det hele. Dertil har han vist, at han holder for meget af Israelitterne. Og Moses har heldigvis så meget ansvar og klarsyn, at han kan se igennem Guds umiddelbare vrede og videre til Guds kærlighed.  

Når Grosbøll skyder på det kristne tale om synd som årsagen til nazisternes villighed til ondskab, skyldes det efter min mening, at der er en meget vigtig pointe i kristendommen, som Grosbøll har udeladt i sin teologi, og det er den pointe, at Gud døde på korset og gik ind i døden med et formål.

Og dette formål var at tage døden med ind i livet – eller sagt på en anden måde, at skabe en relation også i døden.

 Det med at skabe relation er en vigtig pointe i talen om Gud. Gud er kærlighed – og alle relationer er båret af kærlighed i større eller mindre grad – og i nogle tilfælde af forvrænget kærlighed.

Synd er, når vi ødelægger relationen – som Israelitterne, der fravælger Gud og i stedet laver en kalv af Guld. Eller når vi svigter nogle, vi ikke burde have svigtet. Når vi ikke respekterer det forhold, den relation, vi har. Det er jo ikke tilfældigt, at ordet synd kommer af ”sund” ligesom i Øresund. Synd er den afstand, der er imellem os, eller imellem os og Gud.

 Men som vi kan se med Øresund, så kan afstande klares ved at bygge broer. Og det er det, som Kristus har gjort – dels med sine fortællinger og taler, hvor han med ord bringer Guds rige hen til os, og dels med korsfæstelsen og opstandelsen, hvor han bygger en bro fra døden til Gud.

 Gud skaber en relation til os, som rækker ud over livet. Og kræver til gengæld noget så enkelt, som at vi tror. Og det at tro er ikke noget mærkeligt eller naivt, eller er noget, der kræver en stor viljestyrke. At tro er ganske simpelt er at opdage Guds kærlighed – og dernæst at give den kærlighed videre til vores næste.

At tro er at opdage Guds kærlighed – og at give denne kærlighed videre. Men med til kærligheden hører et ansvar. Et ansvar, som også hører med. Et ansvar for vores næste.

Tilbage til liste over prædikener