Prædiken til 5. søndag efter påske 2006

Nåde være med jer og fred fra Gud vor Fader og Herren Jesus Kristus - Amen

Jeg vil i dag begynde med at en ordveksling mellem Peter Plys og Grislingen:

"Ninus er meget klog", siger Peter Plys eftertænksomt.
"Ja,", siger Grislingen, "Ninus er meget klog!"
"Og han har et godt hoved", tilføjer Plys.
"Ja," siger Grislingen, "Ninus har et godt hoved".
Der opstår en pause, mens de to tænker lidt over, hvad de har sagt til hinanden.
Den varer lige indtil Plys slutter af med at konstatere: "Det er vel derfor, at han ikke forstår så meget!".

Det er vel også derfor, at heller ikke vi forstår så meget, ikke blot af dagens tekst, men af hele den lange afskedstale, som evangelisten Johannes har placeret på aftenen inden Jesu anholdelse og korsfæstelse - en tale med ord, der ikke skal forstås med hovedet, men med hjertet.

Hvert af de fire evangelier har deres specielle kendetegn og hver deres billede af Jesus. I Johannesevangeliet har vi den sejrende Jesus – Johannes fokuserer ikke så meget på mennesket Jesus, som han fokuserer på Jesus som Guds søn, Messias. Og det kan man også se i dagens evangelium. Vi befinder os i Getsemane have skærtorsdag aften. Jesus har indstiftet nadveren – det vil sige, hos Johannes er det fodvaskning i stedet for – og er nu draget ud i Getsemane have, hvor han beder en bøn, mens han venter på, at Judas kommer med soldaterne for at arrestere ham. Disciplene sover – sandsynligvis efter alt for meget vin og mad – og Jesus beder en bøn til Gud.

Og som I jo kan høre, er det jo ikke mennesket Jesus, som vi her møder, men derimod Guds søn, som godt ved, hvad der skal gøres, og ikke har et sekund tvivl. Her er der ingen angstens sved, men derimod masser af ord. Skal man følge med, så skal slå lyttelapperne ordentligt ud.

Mens jeg gik på journalisthøjskolen havde vi en undervisningstime i radio, hvor læreren viste os hvad der var sket med radiojournalistikken fra 1950 og i dag. I 1950 var journalisten ren mikrofonholder – var det en politisk reportage, så talte politikeren, og journalisten holdt mikrofonen. I begyndelsen af tresserne kom der små, forsigtige spørgsmål ind, men politikeren havde stadig næsten ubegrænset taletid. I slutningen af tresserne blev spørgsmålene mere kritiske, og op gennem halvfjerdserne og firserne blev der mindre og mindre taletid til politikerne – til gengæld blev spørgsmålene mere og mere kritiske. Taletempoet blev højere – i dag taler man næsten dobbelt så hurtigt i radioen som man gjorde tilbage i 1950 – og der blev kortere og kortere tid for politikeren til at svare på spørgsmålet. Hvis en politiker i dag får 30 sekunders uafbrudt taletid synes vi, at det er længe.

Derfor er en evangelietekst som dagens afskedstale ikke helt nem for os moderne mennesker at følge med i. Også for Johannes evangeliet er det af evangelierne, der bruger færrest forskellige ord – Hvilket ikke er en fordel, for man føler næsten, at ordene kører i ring, fordi man hører dem igen og igen.

Men lad os så bare tage en enkelt kernesætning ud af sammenhængen, nemlig der, hvor Jesus taler om, hvad det evige liv er. Han siger: Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.
   Ordet kende - kender vi godt. Mener vi da. Men ordet kende er et rigtigt Johannesord. Det er et ar de ord, som han bruger meget, og men som også har flere forskellige betydninger.

Når man siger, at man kender Napoleons historie - eller man kender Einsteins relativitetsteori - så betyder det at vide noget om de to ting, at have kundskab og indsigt. Når det hedder om en efterlyst forbryder, at Politiet kender ham, så menes der, at man har kundskab om, hvem han er, og kender hans fortid.

Men når du er ude at gå en aften i månelysets skær, og kigger ind i en ung dames øjne og siger:

Jeg er så glad, fordi jeg har lært dig at kende - så er det jo ikke hendes straffeattest, du tænker på!

Du mener jo, at jeg kommet til at elske dig, holde af dig. Jeg kender dig som elsket.
 

Og der er unægteligt forskel på den måde, politiet kender en mand på, og den måde, hans elskede kender ham på. Det må man da i hvert et fald håbe for manden!
   

Men Hvem kender ham bedst? Politiet har hans data, hans fortid og opmålt hans krop, har foto og fingeraftryk, på det grundlag kan man sige: Politiet kender ham.  Men hans elskede - ja, hun kender måske ikke engang noget til hans fortid - men hun elsker ham - og hun kan måske netop påstå, at hun har fået det meget bedre, efter at hun har lært ham at kende.
   Hvis hun virkelig elsker ham - kan hun endda bære at få kendskab til noget af det skjulte og grimme i hans fortid. Hvis det virkelig er kærlighed belastes han ikke af sin fortid overfor den, som elsker ham - men når politiet kende ham, er han i høj grad belastet af sin fortid.
   

I vores almindelige hverdagssprog kan ordet "kende" betyde "elske", altså når vi siger sådan noget som: Alt har forandret sig i mit liv, efter at jeg har lært dig at kende. Og når man siger: Livet blev nyt, efter at jeg lærte dig at kende, betyder det ikke, at jeg er begyndt at studere dig, skaffe mig kundskaber om dig. Nej, at jeg har lært dig at kende betyder, at jeg har åbnet mig mod dig. Kun den, som elsker, lærer virkelig den anden at kende.
 

For det er jo kun den, som føler sig elsket, der tør give sig til kende, fordi det er kærligheden, der ser mig. "For aldrig har den levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær" som Grundtvig siger.
    Man kan godt sige, når man er lykkelig: "For mig er livet, at jeg kender dig"

Derfor er det måske ikke er så indviklet at forstå noget af, hvad der menes, når Evangeliet siger:
Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.
    Det evige liv er at kende ham. Og der tales også i evangeliet meget om glæden ved, at Gud kender os.
Man kunne tro, at det var risikabelt, at være kendt af Gud. "Kendt", kunne jo netop betyde, at man var gennemskuet, ens fortid og fejl og svagheder var kendt. 

Men den risiko ligger ikke i forholdet til Jesus. Han kendte den hidsige Peter, forræderen Judas og luderen Maria Magdalene - bedre end de kendte sig selv, men han vedkendte sig dem - og det blev aldrig anderledes.

Det var ikke bare livet at kende ham, det var det evige liv at kende ham. Og det evige liv, at han kender os.

Når vi taler om det evige liv - så tænker man måske tit på udødeligheden. Men det er værd at mærke sig, at når der her tales om det evige liv - så tales der ikke om noget tidløst, der ligger udenfor tiden.
Og med det evige liv tales der ikke noget, der ligger på den anden side af døden. Der tales først og fremmest om noget, der berører os midt i vores liv nu og her.
Dette er det evige liv, at vi kender dig. At kende Gud, at være kendt af Gud, nu - og leve livet i det lys, ud fra hans kærlighed til os. At lade sig gribe af Guds nu, Guds kald til livet i kærlighed. At opgive at klamre sig til sig egen nutid, fremtid og fortid og i stedet gribe nuet som Guds virkelighed. Det er det evige liv.
 

"Vi elsker, fordi han elskede os først", som Johannes skriver i et brev. I kærligheden fra Gud bliver livet evigt – fordi vi er kendt, og anerkendt som elskede af Gud har vi fået det evige liv.
 

Tilbage til liste over prædikener