Prædiken til Store Bededag 2006 - konfirmation.

Kære Gud, når vi gør så meget ud af det, som ikke betyder det store for dig, så tilgiv os, amen.  

Hvad er det vigtigste ved en konfirmation? Ja, hvis du spørger præsten, er det selvfølgelig det vi er i gang med nu, nemlig konfirmationsgudstjenesten. Hvis du spørger konfirmanden, og kræver et helt ærligt svar, så vil det nok et eller andet sted være gaverne, som står højest på listen. Og for alle jer andre – alle jer, der er inviteret som gæster – ja, det er det jo nok det at være med til at fejre konfirmanden.

Men - et af vores nationale særkender er jo, at vi danskere taler om mad som ingen andre. Vi kan få en hel dag til at gå med at tale om vejret og maden. Så den ting, der nok vil blive talt mest om efter festen, er hverken gudstjenesten eller gaverne, men derimod maden.  

Derfor er der ingen tvivl om, at hvis en enkelt af dagens festarrangører har valgt at gøre som dagens evangelium foreslår, og skiftet de lækre bøffer ud med kogte sten, så vil det nok ikke falde i særlig god jord. Eller hvis bare hovedretten blev ændret til stegt lever eller hestebøffer – det ville også give et ramaskrig. Og så er vi slet ikke nået til de mere kuriøse indslag, som af desserten i stedet for is kunne være Budding med spinat. Der tror jeg, at selv de fleste af konfirmanderne er stået af.  

Eller – for nu at blive i evangeliets billede - hvad nu hvis gaverne var ændrede, så konfirmanderne i stedet for at få penge, Ipod, mobiltelefon eller hvad der nu ligger på gavebordet, fik halvtreds liter flydende Ajax og 45 støvsugerposer. Så er jeg ret sikker på, at konfirmandens skuffelse vil være til at tage og føle på. For skuffede – det er der nok ingen tvivl om, at de vil blive.  

Skuffelse er, hvis man tænker over det, noget mærkeligt noget. Hvis du gik på gaden, og en vildt fremmed person kom hen og gav dig 100 kroner, så ville du blive meget glad. Men hvis nu bedstemor vandt fem millioner i lotto, og alle sagde til dig, at så giver hun nok en ny bærbar computer – og at hun, når hun så kom forbi næste gang, kun gav 100 kroner, så ville du blive skuffet. Selv om det er det samme beløb, som gjorde dig glad, da du fik det af en fremmed.  

Og forskellen er naturligvis, at du havde forventet mere i situationen. Du havde sat næsen op efter, at der ville falde en ordentlig luns af, og så var de 100 kroner for lidt. Du blev skuffet, fordi du havde forventet mere. Skuffelsen og forventningen hører sammen. 

Dagen i dag, jeres konfirmationsdag, hedder jo Store bededag. Og dagens evangelium giver et løfte, nemlig at Gud vil give gode gaver til dem, der beder ham. Det er et stort løfte. Så stort, at vi nok engang imellem må tvivle på, om Gud nu virkelig mener det alvorligt. For vores oplevelse er jo desværre, at det er ikke alt, vi får, som vi beder om. Uanset hvor meget jeg har bedt om at få en rød Porsche, så har Gud endnu ikke leveret en. Hvilket jeg nok egentlig heller ikke rigtigt har troet på, så derfor har skuffelsen været begrænset.

En af mine ældre kolleger fortalte, at han som barn var meget dårlig til matematik i skolen – og hver gang de havde matematikeksamen, så bad han om at læreren måtte blive syg, så eksamen var aflyst. Og for ham var det en stor skuffelse, at det aldrig skete. Som han sagde, han holdt næsten op med at tro på Gud, for Gud lyttede aldrig til hans bønner – for læreren var der jo hver gang. Og når vi hører dagens evangelium, kan vi godt følge ham. Bed om, hvad du ønsker, og du skal få det. Så kan man altså ikke undgå at blive skuffet, når det så viser sig ikke at være helt rigtigt.  

 Men der er en lille historie, som vi skal have i baghovedet, hver gang vi beder. Det var nemlig sådan, at i Israel på Jesus tid bad man også til Gud, og det, som de fleste bad om, var at Messias måtte komme. Messias betyder ”den salvede” – eller den udvalgte, som vi vil sige på moderne dansk. I jødernes forestilling var Messias en mægtig kriger, som kunne slå fjenderne – det vil sige romerne – og oprette et mægtigt rige, hvor det var jøderne, der undertrykte de andre, og ikke omvendt.

 Jødernes bøn gik i opfyldelse. Messias kom i skikkelse af Jesus. Men han var noget ganske andet end jøderne havde ventet. Det han ville var ikke at besejre fjenderne, så det var jøderne, der var ovenpå. Nej, hans opgave var at besejre alt det, som gør, at vi er onde ved hinanden, og at vi lader os styre og manipulere til ikke at opføre os pænt overfor hinanden. Og det vigtigste her, som Jesus skulle besejre, var frygten for døden. Det var det, han gjorde påskedag.

 Jøderne bad til Gud om en Messias, en udvalgt, som kunne frelse dem – og fik en, men en ganske anden, end de havde forventet. Ikke en, der besejrede jødernes fjender, men en, der besejrede ondskaben. Jøderne fik noget ganske andet – og meget bedre – end det, som de havde bedt om.  

Derfor gælder der også for os, at når vi beder, så kan vi ikke forvente, at Gud gør, som vi gerne vil have ham til. Vi kan hverken forvente en ny Porsche eller at læreren er syg. Sådan spiller klaveret ikke. Men det betyder ikke, at vi er glemt af Gud. ”God works in mysterious ways”, hedder det – Gud handler igennem mystiske kanaler, og måske sker der noget, som i virkeligheden er meget bedre – men som vi ikke selv, i vores vildeste fantasi, havde tænkt os kunne være en løsning. Sådan som det skete med jødernes drøm om en messias, en frelser.  

Tilbage til liste over prædikener