Lørdag

Dagen starter med kaffe. Søndag er det høstgudstjeneste med efterfølgende kirkekaffe, så der er nogle ting, der skal planlægges med organist, kirketjenere og kordegn. Og det gøres bedst over en kop kaffe.

Det er kun to vielser denne lørdag. I begge tilfælde er det par i slutningen af tyverne, men så hører ligheden også op. Det første bryllup følger næsten alle traditioner, med hvid kjole, nervøs gom og ”Det er så yndigt at følges ad” som sidste salme. Den næste vielse er derimod mere utraditionel. Sidste salme er ”Lover den Herre”, og selve festen foregår på ”Jensens bøfhus”. Men for begge bryllupperne gælder, at der er en god og højtidelighed stemning.

Før lå næsten alle bryllupper påskelørdag, pinselørdag og første lørdag i august. Nu er det spredt ud over hele sommerhalvåret, og september er faktisk en større bryllupsmåned end juli. Jeg tror det hænger sammen med, at bryllupperne er blevet mere event’agtige – det skal være den perfekte kirke, den perfekte restaurant og så videre. Og det vælger folk dagen efter, hvornår restauranten er ledig.

Efter vielserne hedder det prædikenskrivning til søndagen.

Søndag.

Gudstjenesten begynder klokken 10, men jeg er der altid omkring en halv time før, så der er tid til at aftale de sidste detaljer. Det er høstgudstjeneste, så kirken er flot pyntet. Vi synger alle de gode høstsalmer og jeg døber et enkelt barn. Efter gudstjenesten er der kirkekaffe med hjemmelavet æblekage.

Mandag

Mandag er præstens fridag, men det er ikke altid, at den kan holdes fri. Der er to taler til tirsdag, som ikke er blevet færdige, så de skal skrives.

Mange af mine venner drømmer om at have fri på en hverdag – for da er butikkerne åbne, og har god tid. Min erfaring er, at vores enlige fridag har det med at forsvinde. En dag er for lidt til at slappe af i, og man tager meget nemt arbejdet med over i fridagen, så man er på arbejde hele tiden.

Nogle af mine kolleger foreslog derfor, at vi skulle have fri nogle flere weekender – hvilket meget hurtigt blev til, at præsterne ville have fri om søndagen. Men pointen var, at en dag om ugen er for lidt til ordentligt at slappe af, og for familier er det ikke optimalt, at den ene har fri i weekenden, og den anden har fri på en hverdag.

Tirsdag

Jeg har ikke tjenestebolig, så jeg møder på arbejde ligesom alle andre. Der er en hel del kontorarbejde med breve og lister over de nye konfirmander, så de første par timer tilbringes foran computeren. Der er også tid til at få en kop kaffe og sludre lidt med kollegerne. Vi er tre præster ved kirken, to fuldtidsansatte og en, som er ansat to tredjedele som hospitalspræst.

Klokken 11 er der så en bisættelse. Afdøde er 41, mor til en dreng på 16 og har ikke levet noget helt let liv, så det er en af de bisættelser, som trækker tænder ud.

Vi præster bruger lang tid på at skrive begravelsestaler, hvilket kan synes lidt underligt, når de fleste antropologiske undersøgelser viser, at jo mere kede familien er, jo mindre kan de huske af talen. Jeg tror derfor, at en god begravelsestale skal indeholde flere ting. Den skal indeholde nogle minder om afdøde – nogle historier eller eksempler, som hukommelsen kan arbejde med. Den skal indeholde lidt trøst, så familien føler sig taget hånd om. Den skal indeholde en ordentlig forkyndelse, for når nogen dør, tænker man for alvor over livet og døden.

Og endelig skal talen være så god, at man som præst føler sig stolt over den - for som min tidligere kollega sagde: Firs procent af en god begravelsestale er nærvær, forstået på den måde, at talen og ritualerne ikke bare er noget, som man lirer af, men hvor man er til stede i både tale og ritual. Desværre er der ikke altid tid til, at talen bliver helt så god, som man ønsker, for folk dør jo ikke altid, når man ikke har andet i kalenderen. Det ville ellers gøre alting meget nemmere.

Efter bisættelsen er der lige tid til at drikke en kop kaffe med folkene i vores ældreklub. Der drikkes meget kaffe i en kirke, og jeg er desværre begyndt at have problemer med maven. Jeg har overvejet, om jeg kan blive førtidspensioneret med den begrundelse, at jeg ikke kan tåle kaffe.

I dag når jeg imidlertid kun at drikke en kop, inden jeg skal videre. Jeg har to bisættelser på fredag, og i dag skal jeg tale med de pårørende til den første. Den er færdig lidt over to, så det bliver en sen frokost.

Klokken halv fire har jeg en kirkelig velsignelse. Det er et sølvbrudepar, som i sin tid blev gift på rådhuset, og nu vil de fejre sølvbrylluppet ved at bliver kirkeligt velsignet. Det er en dejlig handling, også fordi der ikke er det stress, som der let bliver til almindelige bryllupper.

Om aftenen er der et ekstraordinært menighedsrådsmøde, hvor vi skal drøfte et forslag til ny struktur, som Kirkeministeriet har udsendt. For mit vedkommende må jeg dog melde afbud – jeg har en sjælesørgerisk telefonsamtale, som ikke kan aflyses. Så jeg har aftalt med mine kolleger, at de fremlægger præsternes holdning til forslaget, mens jeg taler med det nervøse sognebarn.

Onsdag.

Jeg har træffetid en time hver formiddag. De fleste ringer i træffetiden, hvis de skal have lavet en aftale, og det er også her, at de mere uheldige eksistenser kigger ind for at få en samtale eller et økonomisk tilskud. Jeg kan ikke vide på forhånd, om hele træffetiden går med samtaler, eller om jeg vil have tid til at lave lidt kontorarbejde.

Efter træffetiden har jeg lige tyve minutter til kaffe med kollegerne. Derefter er det tid til endnu en begravelsessamtale, så frokost, og så skal talerne skrives. Tre timer er alt for lidt, men det er den tid, der er. Jeg må håbe på, at der torsdag eller fredag bliver tid til at rette dem til.

Ved fire-tiden skal der gøres klar til næste programpunkt: En børnegudstjeneste, som løber af stabelen for første gang.

I Filips sogn er der knap 8000 medlemmer af folkekirken, og selv om vi har en rimelig flot kirkegang, så er det ikke engang to procent af medlemmerne, vi møder om søndagen i kirken. Det er flot, og lidt skræmmende, at så mange er parat til at betale for at være medlem af noget, som de bruger så lidt. Men det spændende spørgsmål er jo, hvorfor de ikke kommer. Betaler de ligesom man betaler til Røde kors? For at der er nogle, der laver arbejdet, så man selv kan have samvittigheden i orden! Eller betaler de, som jeg betaler til abonnement til Tivoli? Fordi jeg tror, at der nok på et tidspunkt kommer en koncert eller et arrangement, som jeg gerne vil med til. Og når der så ikke har gjort det længe nok, opsiger jeg abonnementet.

Jeg er mest tilbøjelig til at tro det sidste. Hvis vi, i kirken, ikke gør noget for at få medlemmerne til at være med, mister vi dem. Derfor har vi på denne onsdag premiere på en lidt anderledes gudstjeneste, nemlig en børnegudstjeneste klokken fem om eftermiddagen, der ender med, at vi spiser spagetti med kødsovs. Et par dygtige damer fra menigheden har lovet at lave spagettien og kødsovsen, så jeg skal kun tænke på gudstjenesten. Men der er også en del, der skal gøres klar.

I forhold til, at det er første gang, er fremmødet bestemt i orden. Der kommer både fra den faste menighed og nye personer i en stor blanding. Jeg er hjemme halv otte, mæt og tilfreds.

Torsdag

Torsdag morgen er der træffetid med telefoner der ringer, og aftaler, der skal falde på plads. Og så er der endnu en gang kaffe, denne gang med hele personalet. Torsdag formiddag har vi nemlig sat en halv time af, for at få ugens planlægning talt igennem. Det er dog ikke alle dage, at det kan klare med en halv time; som oftest tager det lidt længere tid.

Efter det er der lige halvanden time til at skrive videre på begravelsestalerne, inden det går løs med konfirmander.

Vi har konfirmation første søndag i oktober, så konfirmanderne er færdige med at gå til undervisning; i dag skal de kun øve til selve konfirmationen. For præsten er det en dejlig nem time; den kræver nemlig ingen forberedelse. Konfirmanderne kommer klokken to, og er færdige med at øve lidt over tre, og så er der lidt tid til at pudse morgendagens begravelsestaler af.

Klokken 19 er der forældremøde for de nye konfirmander. Det begynder med en gudstjeneste, inden jeg fortæller om konfirmandweekender, mødepligt, kirkegang og meget andet. Lidt over ni er vi færdige, og jeg kan tage hjem.

Fredag

Dagen starter igen med telefontid, og så skal bisættelserne holdes. Den første er en af Amagers sidste originaler, et dybt kreativt menneske med klare autistiske træk. Og selv om vedkommende kun blev 62, er der meget at fortælle.

Den anden bisættelse er en gammel dame på over de 100 år. Selv om alle har vidst, at hun ikke ville leve evigt, kan der alligevel skimtes en tåre eller to i øjenkrogen rundt omkring.

Selv om jeg efterhånden er rutineret, er man som præst i centrum, både ved bisættelser, bryllupper og begravelser. Der er ikke meget energi tilbage, når handlingerne er overstået. Jeg kan dog gå hjem allerede klokken fjorten.

Lørdag

Dagen begynder med et møde i Samarbejdsudvalget. Samarbejdsudvalget består af repræsentanter fra menighedsrådet, præsterne og de ansatte ved kirken og mødes en gang hvert halve år. Mødet går mest med orientering om kommende arrangementer, samt ferier og fridage.

Efter det er det tid til det årlige kirkesyn. Ved synet gå menighedsrådet gennem kirke, menighedshus og præstebolig(er) for at se, hvad der skal repareres og anskaffes i løbet af det næste år. Min kollega har en dåbsgudstjeneste, og jeg har et konfirmandforældremøde, så lørdag er ikke et godt tidspunkt for nogen af os, men de folk, der sidder i menighedsrådet, har fri om lørdagen, og det er dem, som bestemmer. Det er nu mest synd for kirketjenerne, der skal servicere menighedsrødderne, samtidig med at de skal gøre klar til det ene og det andet.

Synet er knap nok færdigt klokken halv et, hvor jeg har forældremøde for de konfirmander, der skal konfirmeres den første oktober. Jeg har den tradition, at vi vælger salmerne til konfirmationen på dette forældremøde, så der bliver sunget og stemt i et par timer, inden vi alle kan drage hver til sit.

Det var så den uge. Det har været en unormal uge på den måde, at der ikke har været dåb og dåbssamtaler. I Filips kirke er der omkring 130 dåb om året. Jeg har været ude for uger, hvor der er 9 dåbssamtaler, og hvor man næsten ikke laver andet end at tale om dåb.

Selv om tre bisættelser er over gennemsnittet, er det bestemt ikke unormalt. Problemerne begynder at komme, når der er fire eller fem bisættelser. En af mine kolleger oplevede en uge med 8 bisættelser. Så er det lige før, at man kan flytte sengen ned i kirken.

Godt nok var der to konfirmandforældremøder, men til gengæld var der ingen konfirmandtimer, der skulle forberedes til. I sæsonen har jeg konfirmander to gange om ugen, tirsdag og torsdag eftermiddag, som der også skal planlægges og gøres klar til.

Mit største problem, når jeg ser på ugen, er dog, at der er gået endnu en uge uden at jeg har nået at læse og dygtiggøre mig. En del af min jobbeskrivelse er netop, at jeg skal tage tid til studier, men det er svært. Jeg har prøvet, om jeg kunne holde en ugentlig studiedag, men det har jeg måttet opgive. Og det er ikke tilfredsstillende i længden, hverken for mig eller for dem, som skal høre på mig, at der ikke er tid til at få nyt brændstof til hjernen.

Flere og flere præster bliver, som jeg, ansat uden at vi får en præstebolig stillet til rådighed. Jeg foretrækker at bo i mit eget, for det er ikke altid en fordel, hverken økonomisk eller på anden måde, at have menighedsrådet som udlejer. Men som præst uden bolig har jeg ikke ret til mit eget kontor. Provsten mener, at vi 3 præster her ved kirken sagtens kan dele, så vi kun kan bruge kontoret i vores træffetid, og når de andre præster ikke benytter det. Men det kan ikke hænge sammen, hvis jeg ikke er sikker på at kunne skrive i de få ledige timer, jeg har. Så mit ønske til Folketingets kirkeudvalg er, at de beslutter, at præster uden tjenestebolig skal have deres eget kontor, enten i kirken eller andetsteds.

Selv om man taler om en eksplosion af antallet af ansatte i kirken, er det ikke præster, der er blevet flere af. For præsterne er ikke ansat af menighedsrådet, men derimod af Kirkeministeriet, og ministeriet skal spare. Menighedsrådene, derimod, kan bruge mere frit og de ansætter gerne sognemedhjælpere og andet godt. Jeg håber, at der en dag kommer nogle folketingspolitikere, som har mod til at lave strukturen helt om, så alle ansatte bliver ansat og aflønnet af Kirkeministeriet, og ikke af menighedsrådene. For så vil der forhåbentlig blive nogle flere præstestillinger.