Prædiken påskedag 2006

Kære Gud, vi takker dig for, at du er kommet til os mennesker, at du med ord og gerninger har fortalt os, hvad livet drejer sig om, og at du, med din opstandelse, har vist os, at døden aldrig får det sidste ord – heller ikke for os. Amen.

I en lille landsbykirke havde præsten lavet et samarbejde med skolen, så de lokale børnehaveklasser ved juletid opførte et krybbespil. Her var det en lille seksårig pige, som spillede engel – hun stod oppe på prædikestolen og sagde med høj røst til hyrderne: ”I skal gå til Bethlehem og finde et nyfødt barn i en stald”

Ved påsketid besluttede præsten, at klassen også skulle opføre et spil om påsken – Og her fik den samme pige igen den opgave at være engel, nemlig den engel, der forkyndte for kvinderne, at jeg var opstanden. Men da det jo var et ord, hun ikke kendte, blev det i stedet til: ”Han er ikke her – han er oppe i stalden!”

 Sådan er det jo med børns logik – ligesom en lille dreng, der beskriver jordpåkastelsen sådan: ”Og så siger præsten ”I jorden er du kommet, og der skal du blive”

Og nu skulle jeg egentlig fortsætte med de dårlige vittigheder en halv gudstjeneste til – for det hørte med til middelaldergudstjenesten, at der skulle grines i kirken påskemorgen – der skulle lyde en påskelatter over, at Vor Herre havde snydt både Fanden og døden, og var vendt tilbage med livet til os levende. Latteren hører med til glæden over, at livet har vundet over døden. Eller som vi siger om Gud i en moderne bøn: Du bor i latterens glæde og i smertens dyb.

Nu er latter ikke bare latter – hvilket også var grunden til, at middelalderpaverne ikke var så glade for påskelatteren. For den blev meget hurtigt til en hånlatter, vendt mod djævelen, hvor folk frydede sig over at være på det vindende hold, i stedet for en glædens latter over, at Gud igennem Jesus død og opstandelse har vist os, at der er mere efter døden, og Gud er med os, både i livet og i døden.

Hvilket jeg godt ved meget hurtigt kan lyde som en floskel – nogle ord, som vi har lært udenad, og som bare gentages igen og igen. Men der er altså en sandhed i de ord, som er vigtig at få med.

Jeg talte her forleden med et af de mange mennesker, som i en moderne form tror på reinkarnation. Det vil sige, at de tror på, at når vi dør, så går kroppen til grunde, men sjælen flytter sig over i en anden krop og lever videre. En tanke, som stammer fra Buddhisme og Hinduisme.

Tanken om reinkarnation er sådan set meget fornuftig – som en sagde til mig, det der med at der kommer flere og flere sjæle, det lyder ret vildt. Det er mere logisk, at der er et vist antal sjæle, og de så om vi så at sige bliver genbrugt. Og at vi skal tage turen igen og igen, indtil verden ikke er mere.

Og det er der jo sådan set en vis logik i. Men som biskop Jan Lindhardt siger det, så er tanken om reinkarnation først for alvor kommet frem herhjemme i løbet af de sidste 50 år. Og det er den, ifølge Lindhardt fordi vi nu har det så godt, at vi gerne tager en tur mere. Livet er egentligt ret fedt, så hvorfor ikke prøve en gang til?

Men jeg tror nok, at de fleste stiller som krav, at det bliver så nogenlunde det samme liv, med fladskærm, Toyota, påskefrokost med rødvin og lammekølle og alt det andet, som hører med til et ganske almindelig vestligt liv. Hvis man i stedet bliver født som pige i det Vestlige Sudan, og er så heldig eller uheldig at overleve de første tre-fire år, hvor en kraftig børnedødelighed og diverse tørker med efterfølgende hungersnød tager sin del af en årgang, så kan man se frem til nogle år med arbejde i døgndrift, enten med at passe børn og dyr, eller med at hjælpe i marken. Hvis man så er uheldig bliver man, når man er en 10-11 år, kidnappet af en af oprørsstyrkerne, og efter et par år med bank og voldtægt bliver man børnesoldat, med mord og vold som en del af hverdagen, hvorefter man bliver solgt som tredje eller fjerde kone til en af de lokale bønder.

De piger – og det er desværre stadig en del – som oplever dette liv, håber ikke på, at de bliver genfødt igen og igen. For for dem er det jo ikke noget håb at blive født til et liv mere - det er derimod en forbandelse. For dem er håbet, at der er noget bedre at håbe på, selv når livet ikke giver det, som de gerne ville have haft. For dem er ordene om, at Gud igennem Jesus død og opstandelse har overvundet ondskaben i dødsriget ord, der er fulde af håb. For hvis Gud har overvundet ondskaben i døden, så er det vel kun et spørgsmål om tid, før han også overvinder ondskaben i de levendes land – i vores levende liv.

For den unge pige i Sudan giver opstandelsen god mening – den giver håb, og viser os, at Gud ikke har glemt os. Og viser os, at alt det, som skete før opstandelsen, alle Jesu ord og gerninger, ikke bare var tom snak, men at han virkelig havde fuldmagt fra øverste sted til at sige og gøre, som han gjorde.

I påskens udgave af Weekendavisen var der en lille artikel, som handlede om de forskellige kunstneres forsøg på at male opstandelsen. Opstandelsen har jo, fra den allertidligste kristendom været selve omdrejningspunktet i vores tro. Så man skulle tro, at altertavler og kirkehvælvinger er fulde af billeder af opstandelsen. Men sådan er det ikke. Og det er det ikke, fordi opstandelsen er utroligt svær at sætte billeder på. Ikke engang ordbilleder. For i evangelierne er der jo ikke noget, der ligner en beskrivelse af opstandelsen. Vi ser aldrig opstandelsen igennem Jesu øjne- eller hører ham fortælle, hvad der er sket. Hvilket umiddelbart er underligt, for jeg er ret sikker på, at disciplene har spurgt - og spurgt meget.

 Men grunden til, at vi kun oplever opstandelsen igennem Marias og disciplenes øjne, og ikke som fuld beskrivelse er – ifølge denne artikel, at opstandelsen i sig selv ikke er til at skildre. Den er ikke til at få hold på – hverken i ord eller billeder. Og selv om mange af de dygtigste kunstnere har forsøgt at male opstandelsen, så er det aldrig blevet vellykket – hvilket nok er grunden til, at vi ikke finder altertavlerne i vores landsbykirker oversået med opstandelsesbilleder, men i stedet med billeder fra Jesu liv.

Og alligevel så lykkedes det jo engang imellem at male et billede af opstandelsen, som er mere end en maskerade. Den Italienske maler Andrea Mantegna malede i 1492 et billede af nedstigningen til dødsriget – et billede, som i 2003 blev solgt for lidt under 180 millioner kroner. På billedet ser man Jesus , der hjælper en gammel mand op fra dødsriget. Den gamle mand strækker armen op, og Jesus står let foroverbøjet, klar til at tage mandens arm. Omkring Jesus, oppe i lyset, står fem personer, klædt i de liglagner, de blev begravet i, og misser mod solen, som havde de været i mørket i lang tid, og først skal vænne sig til at være i lyset igen.

Det specielle ved billedet er, at hovedpersonen, Jesus, er malet med ryggen til. Vi ser ham kun bagfra – det vi kan se, er i stedet for alle personerne omkring ham. Vi forstår hvad Jesus er og gør ved at se på alle de personer, som er omkring, ved at se på den virkning, han har på dem.

Og det er jo den virkning, som er det vigtige i opstandelsen. Det er jo ikke historien om, at et menneske har snydt døden – for så var der for så vidt ikke så meget håb eller betydning i påskeberetningen. Det er historien om, at Gud er blevet menneske, og at Gud har overvundet døden og mørkets magter. Hvilket er så store ord, at vi simpelthen ikke kan forstå dem – og kun kan forstå dem ved at se dem igennem øjnene på de mennesker, som oplevede og oplever, hvad det betyder.

Hvad er det at møde den opstandne Frelser igen? – spørger Hans Anker Jørgensen i den måske nyeste salme i salmebogen. Og giver selv svaret ved at henvise til alle de personer, som mødet med den opstandne for alvor ændrede alt. Simon Peter – fornægteren, der pludselig fik en chance til, Maria, Jesu mor, hvis liv pludselig er rettet op igen, Paulus, hvis skæbne også forandres, da han oplever Jesu tilsynekomst – selv Judas i dødsriget har Hans Anker Jørgensen taget med, som en af dem, for hvem Jesus overvindelse af dødens magter har afgørende betydning.

Og hvad med os? Ja, vi kan som Grosbøll tage skeptikerhatten på, og nøjes med Jesus indtil korsfæstelsen – for mere kan ikke bevises. Eller vi kan som middelaldermenigheden møde påskemorgen med en glædens og befrielsens latter. Grine over, at ondskaben har fået sat grænser ved dødens port. Grine over, at livets smerte, som Jesus til fulde oplevede langfredag, ikke stoppede ham fra tage livet med over døden, men ikke døden med tilbage til livet. Og at den Gud, der bor i latterens glæde og smertens dyb, har bygget en bro af evigt håb – for Peter, Maria, Paulus og alle de andre dengang, for den fattige pige i Sudan eller hvor hun nu er, og for os omkring påskemåltidet herhjemme i det trygge Danmark. Vi har alle del i glædens latter over påskemorgens opstandelse. Amen.

Tilbage til listen over prædikener