Prædiken til Palmesøndag 2006
Nåde være med jer, og fred, fra Gud vor fader og Herren Jesus Kristus – Amen
En af mine venner oplevede på et tidspunkt at komme ind på en pub en fredag aften i London. Blandt de øvrige kunder var en gruppe børsvekselerere, og en af dem havde lige gjort en rigtig god handel, og fået en meget stor økonomisk bonus som tak – og for at fejre det, besluttede han at han ikke bare ville give en omgang til alle, men at han ville betale alt, hvad alle drak den aften. Det kan ikke undre, at den besked gjorde folk på pubben mere tørstige end normalt, og da aftenen var forbi, lød regningen på lige omkring 30.000£ - eller over 300.000 kroner. Min kammerat stod ved siden af manden, da han fik regningen, og som han sagde, han havde det meget mærkeligt med det; på den ene side var han da glad for, at han fik lov til at drikke og feste hele aftenen igennem uden at tænke på, hvad det kostede, men på den anden side syntes han, at det var vanvittigt at børsmægleren kunne finde på at bruge sine penge på den måde – de kunne have gjort meget mere nytte andre steder.
Jeg tror, at disciplene har haft den samme følelse af glæde og af spild, da kvinden salver Jesu fødder. For de pris, som evangeliet opgiver som prisen på salven, svarer i nutidskroner og købekraft til et par hundrede tusind eller tre! Det er en enorm formue, som hældes ud over Jesu fødder. Så meget, at man godt kan forstå, at Judas bliver forarget, og siger, at de penge kunne være brugt meget bedre.
”Bedre” er for øvrigt et lidt dobbelttydigt ord. Det hører jo med til at være et moderne og anstændigt menneske at man ønsker at blive bedre – bedre til sit arbejde, bedre i skolen, et bedre menneske. Det at ønske at blive bedre hører på den måde med til at leve vores moderne liv.
Men for nyligt talte jeg med en af mine venner, som er øjenlæge, om fordele og bagdele ved at blive opereret for nærsynethed. Mine spørgsmål gik på om hvor meget det kostede, og om hvor stor chancen var for, at operationen gik dårligt, så man enten blev blind eller fik et dårligere syn. ”Jamen, har du de store gener ved at bruge briller og kontaktlinser, siden du gerne vil opereres?” spurgte min ven. ”Er det ikke godt nok, sådan som det er?”
”Jo”, svarede jeg. ”Men ville jo være bedre hvis jeg slet ikke skulle bruge hverken briller eller kontaktlinser”.
Ja, svarede min ven – jeg har en kollega, der har som valgsprog ”Bedre er det godes værste fjende”
Og jeg må ærligt indrømme, at der gik et stykke tid, hvor jeg ikke rigtigt kunne få den sætning til at passe. For vi ønsker vel alle at blive bedre – bedre til vores arbejde, bedre mennesker, bedre til at passe på hinanden og være der for hinanden.
Men der er jo også en anden side af ”bedre” og det er den, som evangeliet har fat i – i dag. Nemlig at vi i jagten på det bedre glemmer det gode. Som nu med ham børsvekselererens 300.000 kroner, som blev brugt til en glad aften i byen for alle, der kom ind på den Pub. De penge blev brugt godt, til at gøre nogle mennesker glade. Men de kunne jo være brugt bedre, hvis de var blevet givet til kræftens bekæmpelse i stedet for. Det havde været bedre. Og selv om kræftens bekæmpelse er et godt sted at donere pengene, så er kræft jo en sygdom, der mest rammer i den Vestlige verden, så det ville være endnu bedre at donere pengene til Folkekirkens nødhjælp, der hjælper i den fattige verden, hvor pengene kan redde endnu flere liv.
Jeg håber I kan følge tankegangen – at uanset hvor godt det er, så er der altid noget, der er bedre – hvilket jo igen medfører, at fordi der altid er noget, der er bedre, så er man aldrig tilfreds med det, som bare er godt. Det bliver en evig bebrejden af sig selv fordi man er i tvivl om det er godt nok.
En tankegang, som vi meget nemt kan vende mod os selv – for jeg tror ikke, at der er en eneste person i dette lokale, som ikke på et tidspunkt har tænkt: Er jeg god nok? Jeg tror vi alle har siddet med den tvivl, der hører med, når vi ved, at det kunne være bedre.
Og her er det jo godt at se, at Jesus ikke er det mindste i tvivl. Han nægter at gå ind i denne tankegang om hvorvidt det er godt nok, eller kunne være bedre. Han sætter Judas på plads med det samme – og i stedet for skælde kvinden ud for hendes ødselhed, roses hun for sin kærlighed. I kærlighed er der ingen forskel på god og bedre!
I bogen og filmen ”Alting bliver oplyst” af Jonathan Safran Foer er hovedpersonen en amerikansk jøder, der drager fra USA til Ukraine, og efter lang tids søgen finder sin bedstefars vielsesring. Bedstefaderen havde boet i en jødisk landsby, der lå ved en flod. Da nazisterne kom til landsbyen i 1942, skjulte hans første kone ringen ved flodbredden og det er der, at en søster til bedstefaderens kone finder den. Ved et tilfælde, for hele landsbyen bliver myrdet og udslettet af nazisterne. Da hun giver ringen videre til hovedpersonen, glæder han sig over det umådelige held, det var at finde ringen – hvilket får søsteren til at svare: ”Du kan måske gå med til, at ringen lå der for på et tidspunkt at blive fundet af dig – men i virkeligheden er det omvendt. Du er til for at finde ringen!”
Tankegangen er lidt sjov – at der er en sammenhæng imellem de ting, vi har – og som betyder noget, og så os selv. At vi er til for hinanden, indskrevet i historien i en eller anden sammenhæng.
Men alligevel – ser vi på dagens evangelium, så må vi sige, at det ikke rigtig ville have givet mening at sælge den dyre salve og bruge pengene på de fattige. For Jesus og salven hører sammen. Det var meningen med den salve, at den skulle salve Jesus her lige inden han drog ind til Jerusalem og først blev hyldet, og siden hånet, tortureret og dræbt – for til sidst at overvinde døden og stå op igen. Salvelsen hører med til den historie.
I det gamle Israel var der flere tidspunkter, hvor det var normalt at salve. Hvis man var en særlig velkommen og ærefuld gæst, smurte værten olie i håret på en, når man kom ind i huset – for på denne måde at indvie en som et medlem af familien i huset.
Salve – det vil sige olie med urter, var også et lægemiddel – ligesom vi kender det i dag. At smøre salve på såret skulle hjælpe med til at gøre en hurtigere rask. Det blev så udvidet til at man også salvede de døde inden begravelsen, så de kunne bevare deres fysiske kraft i dødsriget.
Og endelig var den sidste form for salvelse – nemlig den, som præsten gjorde med særligt udvalgte, der skulle i krig eller på en særlig mission. De blev salvet for på denne måde at modtage Guds kraft – eller som vi i dag vil sige – modtage Guds Helligånd, som vil hjælpe dem til at udføre deres opgave.
Og lad mig så slutte denne prædiken med en lille ”teaser” eller ”Cliffhanger” indtil vi lidt senere når frem til dåben. For når man taler om dåbens teologi, så melder det sig ikke bare et, men flere forskellige billeder - og man kan se på præsten, hvad for et han eller hun foretrækker.
Det ene billede er det med at salve, og det bygger jo videre på et par de traditioner, der hører med til det at salve – nemlig dels, at det var et ritual, som bød en velkommen ind i familien – og det lille barn bliver jo ved dåben en del af Guds familie, som Guds eget barn.
Den anden side af salvningen er jo det, at barnet her får Helligånden til at styrke det til at udføre sin mission i livet – hvad det så end måtte være.
Det andet billede af dåben er det, som vi kender fra Johannes Døberen, nemlig at dåben er en renselse. Ligesom når vi er snavsede, og stiller os under bruseren og bliver skyllet rene. Her er det nok mere rigtigt at forestille jer en sommerfugl, der stadig er i sin puppe, og hvor vandet skyller pubben af, så sommerfuglen bliver renset for det, som holdt den fast – og med de nye vinger har en frihed, som den ikke havde før. Dåbens vand er vand med Helligånd, der renser og frigør, åbner nye døre og giver et helt nyt univers at boltre sig i.
Og hvis I lægger mærke til præstens bevægelser, når man døber, kan man se, hvilken af billederne han eller hun hælder mest til. Hvis det er til salvelse, smøres vandet på hovedet, hvis det er til renselse, hældes det ned over barnets hoved.
Og med disse ord, der forhåbentlig peger fra dagens evangelium frem til den dåb, vi skal have her lige efter nadveren, vil jeg ønske jer alle en glædelig Palmesøndag og slutte med et - Amen.