Prædiken seksagesima 2006

Nåde være med jer, og fred fra Gud vor fader og Herren Jesus Kristus – amen

Da den amerikanske komiker og filminstruktør Woody Allen blev skilt fra sin forrige kone - ikke den sidste, for hun tog det jo lidt ilde op, at Woody Allen forlod hende til fordel for hendes egen datter – men med den forrige, Diane Keaton, var det en meget mere rolig og afklaret skilsmisse. Så afklaret, at da Woody Allen blev spurgt om, hvorfor de skulle skilles, svarede han. Ja, vi overvejede om vi skulle tage en ferie på Bahamas eller en skilsmisse, og så tænkte vi: En ferie er overstået på 14 dage, men skilsmissen vil vi have for evigt!

Nu er det jo en af Woody Allens store talenter, at han kan se tingene sådan lidt skævt, og sætte nye vinkler på de gammelkendte udtryk. Og jeg tror ikke, at lige den her vittighed er favoritvittigheden på de kontorer, hvor man netop tænker, at nu skal vi bygge for evigt, så vi kan blive husket. Der var en udsendelse om byggeriet af operahuset her for et halvt år siden, hvor man fulgte med i, hvor meget indflydelse Mærsk havde på detaljerne i byggeriet, og hvor det var tydeligt, at det her var ikke bare et byggeri, det var tænkt som et monument, der skulle række ud over her og nu – ikke mindst da det i slutningen af udsendelsen kom frem, at den gamle Mærsk slet ikke kan lide opera – han er mere til Country og Western!

Men nu er der jo bygherrer, som har langt dårligere begrundelser for at bygge deres mindesmærker end Mærsk. I Rumænien var der under kommunismen en diktator ved navn Ceaucesco, som på et tidspunkt hørte, at det eneste menneskeskabte byggeri, som man kunne se fra månen, var den kinesiske mur. Det fik med det samme Ceaucesco til at bygge et palads så stort, at det også var synligt fra månen. Hvad paladset skulle bruges til, ja, det tænker rumænerne over den dag i dag.

Nu ved jeg godt, at det kan lyde som om at jeg tilhører den store samling af folk der er imod operahuset, bare fordi det er Mærsk, der har bygget det. Jeg må dog sige, at jeg er glad for opera og klassisk musik, men ikke til country og western, så er jeg glad for, at Mærsk har gjort som han har gjort. Men samtidig synes jeg, at operahuset et eller andet sted er blevet et monument bare for at være et monument. Der har ikke ligget noget folkekrav bag ved huset – det er blevet bygget, fordi en enkelt person har ment, at der har manglet et operahus i byen.

For hvis vi nu prøver at spørge, hvilket bygningsværk bygget i de sidste halvtreds år, som de fleste kender, og som vil blive stående som et monument i den fælles hukommelse i mange år, så er det hverken operahuset, ombygningen af parken, Ceaucescos palads eller for den sags skyld det olympiske stadion i Torino. Skal vi opsummere sidste halvdel af sidste århundrede i et eneste monument er det et meget mindre bygningsværk, som giver essensen af en århundredet – nemlig den linie, der er lagt i vejen midt i Berlin – den linie, som markerer, at her stod der engang en mur, som adskilte øst og Vesteuropa.

For de store mindesmærker er sjældent dem, som bliver bygget for vise magten – men derimod dem, som viser forandringerne. Som viser os, at forandring er muligt. Sådan som murens fald gjorde det.

I dagens evangelium fortæller Jesus to lignelser om Gudsriget – hvor der i begge tilfælde bruges det samme billede på Gudsriget – nemlig billedet af et frø. Når et frø er sået, gror det, uden at vi skal gøre noget. Sådan var det i hvert et fald nogle steder på Jesu tid – naturen klarede selv at gøde og vande, så når først frøet var sået, groede det af sig selv.

Og der er jo ingen sammenhæng imellem hvor lille et frø, man sår, og hvor stort et træ, der kommer ud af det. Frøet fra et senneps træ er meget lille – på størrelse med en af de birkes, der er overpå rundstykkerne. Men når det først er kommet i jorden, og vokser op, så bliver det til et fuldvoksent træ – sennepstræet er faktisk et af de vækster, som klarer sig bedst i heden i mellemøsten og bliver allerstørst – men ud fra et frø, som er så lille, at det er næsten ikke er til at få øje på.

Der er jo en pointe i de to lignelser – og den er, meget enkelt fortalt, at når først frøet er plantet, og begynder at vokse, så er der ingen vej tilbage. Det mindste frø kan give den største virkning.

Som vi så det med murens fald i 1989. Det kommunistiske regime i Østeuropa havde på det tidspunkt holdt befolkningerne i et jerngreb i over 40 år, med fængslinger og undertrykkelse. Og alle forsøg på oprør var blevet slået ned med hård hånd – både i Ungarn i 1956 og i Tjekkiet i 1968.

Men hvad var det så der skete i 1989, der var forskelligt fra de andre gange? Ja, det var et lille frø, en anderledes tanke eller hvad man skal kalde den, som bredte sig fra land til land i Østeuropa. Og hvad var dette revolutionære frø, som vendte op og ned på det hele.

For vi havde jo nogle meget magtfulde regeringer i hele Østeuropa. De østtyske stasi-arkiver viser, at overvågningen af befolkningen var sat i et meget effektivt system. Der var en politikorps, som slog ned på selv den mindste overtrædelse af reglerne. Set udefra var det et meget effektivt statssystem, der var opbygget i Østeuropa. Et system, som ikke kunne væltes, og som på grund af truslen med atomvåben ikke kunne angribes.

Men alligevel blev det væltet – og da først processen var gået i gang, gik det meget hurtigt. Der gik kun få måneder fra de første protester på gaderne begyndte, og indtil at folk med deres egne hænder rev Berlinmuren ned sten for sten.

Den tjekkiske systemkritiker Vaclac Havel blev engang spurgt, hvad det var der gjorde forskellen. Hvad er gjorde, at folk i 1989 pludseligt gik ud på gaderne og protesterede med en sådan kraft, at regeringerne væltede. Og han svarede, at han kunne ikke sige det på anden måde end, at pludselig  holdt folk op med at være bange. Og da folk ikke længere var bange, havde regimet ikke længere magt over dem. Med det resultat, at regeringerne faldt og Berlinmuren endte som linie i vejen, som et mindesmærke over dengang, da folk var bange.

Pludselig holdt folk op med at være bange – det var det frihedens frø, som forandrede Østeuropa fra et kommunistisk diktatur til hvad det er i dag.

Gudsriget er et frø af samme slags. Et frihedens frø. Gudsriget handler nemlig også om at overvinde frygten – ikke for en regering eller et totalitært styre, men for en ganske anden magt – nemlig døden.

 Vi lever i dag heldigvis i en verden, hvor vi ikke behøves at tænke særligt meget på døden. De små børn, som vi skal døbe i dag kan se frem til at leve mindst 77 år mere, hvis de da følger statistikken. Men går vi bare to hundrede år tilbage, så det ganske anderledes ud. Middellevealderen var ikke meget over 40, og børnedødeligheden var oppe omkring 70 procent. Døden var en følgesvend, uanset hvor i livet du befandt dig.

I et sådant liv, hvor døden venter omkring hvert hjørne, bliver tiden meget vigtig. Der er meget, der skal nås, for tiden er knap, og livet kan rinde ud hvert øjeblik. Og jeg tror vi alle godt ved, at når der knap nok er tid til mig selv, så er der slet ingen tid til andre.

Det var det, som Jesus lavede om på ved at dø, blive begravet – men stå op igen af de døde. Korsfæstelsen viste os, at Gud har magt over døden. At det hele ikke ender der. At der er et liv efter døden, hvor Gud er med os, og hvor vi har de muligheder, der ligger gemt i at være en del af Guds kærlighed.

Og en af de mange, mange ting, som korsfæstelsen førte med sig, er jo, at der pludselig er tid nok. Døden er ikke slutningen, der er mere tid. Vi skal ikke være bange for ikke at nå det hele, for der er tid nok.

Der er tid nok – ikke bare til dig selv, men også til, at du kan give den til andre. Hjælpe, støtte, lytte, være der. For Gud har, gennem Jesu død og opstandelse, vundet tid til, at vi kan bruge vores tid på andre – på vores næste, som det hedder med et gammelt ord. Gud har vundet tid til, at vi kan bruge vores tid til, at kærligheden får magt i verden.

I Østeuropa oplevede de, at frihedens frø pludselig voksede, og fik dem til at holde op med være bange.  Gudsrigets frø er lagt i jorden, - ikke bare for at fortælle os, at vi skal ikke være bange for, at der ikke er tid nok – men også som en kærlighedens plante, der strækker sine grene ud – og en dag når ud over hele verden med troen på, at livets mening findes i Guds kærlighed – Amen.