Nåde være med jer og fred fra Gud vor fader og Herren Jesus Kristus.
Hver påske har sin avishistorie – og efter at det de seneste år har handlet om, at kirkerne er tomme, eller at præsterne betaler for lidt i husleje, handler dette års avisskriverier om en af påskens mere spændende personer, nemlig Judas Iskariot, discipelen, der forrådte Jesus.
Grunden til denne interesse er, at der er fundet et lille skrift – Judasevangeliet – som blandt andet fortæller, at det ikke var Judas egen ide, at han skulle overgive Jesus til Ypperstepræsterne. I virkeligheden var Jesus selv, der planlagte, at Judas skulle forråde ham.
Nu er den omstændighed, at der er fundet et nyt skrift, jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at alt, hvad der står i dette nye skrift, den fulde sandhed. Og hvor nyt – eller rettere hvor gammelt, det er, ja, det er et spørgsmål, som ikke er helt let at besvare. Det dokument, der er fundet, er skrevet omkring år 300, men det er en koptisk oversættelse af et græsk dokument, som er meget ældre. For vi ved, at der var et skrift, som hed Judasevangeliet, som kirkefaderen Irenæus beklagede sig over allerede omkring år 180 efter Kristus – og man regner med, at det er det samme skrift. Så det oprindelige Judasevangelium, som der nu er fundet en oversættelse af, er nok skrevet omkring 120-150 år efter Jesus fødsel.
Og alt dette sagt uden at jeg af den grund vil forklejne det nye skrift – den omstændighed, at det er skrevet små hundrede år efter de begivenheder, som det handler om, behøves jo ikke at betyde, at det er det rene opspind. Men det betyder på den anden side også, at det vil være forkert at se judasevangeliet som en ren øjenvidneberetning. Det skal tages med et gran salt og lidt sund skepsis.
Og så hører det jo med til billedet, at Judas evangeliet er såkaldt gnostisk skrift. Gnosis er græsk og betyder viden, men her betegner det en afart af kristendommen. Meget kort fortalt troede gnostikerne, at verden var skabt af en ond skabergud – nemlig ham vi hører om i det gamle testamente. Derfor er verden et ondt og mørkt sted. For at redde os fra mørket kommer Jesus så, som repræsentant for lysets Gud, og viser os vejen ud af denne mørke verden og ind i lyset. Da vores legemer jo er skabt af den onde Gud, så drejer livet sig om at frelse sjælen ved at opnå den rette indsigt – gnosis – som kan redde dig fra denne verden – som kan befri din sjæl fra den krop, den er fanget i.
Når så Jesus ifølge Judasevangeliet får Judas til at sørge for, at Jesus bliver arresteret, så han kan blive dødsdømt, er det med det simple formål at Jesus kan dø, så hans sjæl endelig kan blive fri. Judas bliver her den eneste af disciplene, der har så meget indsigt, at han kan iscenesætte, at Jesus bliver befriet fra sin krops fængsel.
Så jeg må desværre sige, at beskrivelsen af forholdet imellem Judas og Jesus i Judasevangeliet virker til at være mere bestemt ud fra den teologiske synsvinkel end ud fra, hvordan det i virkeligheden kunne være.
Og det er med et desværre, for Judas er en af de mere spændende personer i fortællingen om Jesus indtog i Jerusalem. Han spiller en væsentlig rolle, som den, der forråder Jesus. Men det gør han, uden at vi rigtigt kan se, hvorfor han gør det.
For skal vi se på hvorfor, så er der den mest nærliggende forklaring, at Judas er et dumt svin, der ville sælge sin bedstemor, hvis prisen er høj nok. Det er den dom, som eftertiden har givet ham. I Dantes roman ”Den guddommelige komedie” fra 1200-tallet er Judas en ud af tre personer, som er dømt til det allerdybeste helvede – og Judas har den tillægsstraf, at Fanden selv spiser ham om og om igen.
En af de andre personer i det allerdybeste helvede er i øvrigt profeten Muhammed, hvilket jo er grunden til at Al Queda har truet med at bombe kirken i Ravenna, hvor hvælvingerne netop er udsmykket med kalkmalerier, der illustrerer ”den guddommelige komedie”.
Men for at komme tilbage til Judas, så er billedet af ham som et gennemført dumt svin ikke fyldestgørende. For det kan simpelthen ikke passe sammen med, at han hænger sig umiddelbart efter at han har fået sin betaling. Var han bare uden hæmninger, så ville han ikke føle skyld bagefter.
En anden, lidt mere moderne forklaring på Judas opførsel er, at han var psykisk syg og led af det, vi i dag vil kalde ”Von And” symdromet – det vil sige, at han skal puge penge sammen. Jesus har klaret dette ved at gøre Judas til kassemester, og passe på gruppens fælles penge. Udgifterne til påskemåltidet er imidlertid så store, at pungen er tom – og Judas er psykologisk drevet til at gøre noget for at få penge i hånden. Og det eneste er at udlevere Jesus. Og bagefter kan han så ikke leve med, hvad han har gjort. En god moderne forklaring, der som mange andre psykologiske forklaringer har det med at fjerne skylden fra personen, så man kan sige ”Det var ikke min skyld – jeg var syg, eller havde en dårlig barndom eller hvad man nu kan finde på. Henrik Stangerup har i bogen ”Manden der ville være skyldig” gjort op med denne tanke – han mener, at vi ikke bare kan skylde skylden på ydre omstændigheder – vi er nødt til selv at tage ansvar for vores liv. Også for de ting, som vi gør forkert.
Den mest spændende forklaring på Judas forræderi er den, at Judas som den eneste af disciplene har indset, at Jesus er Messias, frelseren. Peter har godt nok sagt det et par gange, men nærmest uden at tænke over det. Judas derimod har tænkt over det, godt nok med den forestilling, som de fleste jøder havde, nemlig at Messias er en krigsherre, som vi smide den romerske besættelsesmagt ud af landet. Ved at få Jesus arresteret forventer Judas, at Jesus vil træde frem og vise sig som den magtfulde krigsherre, der samler folket, og tage magten i Israel for at regere landet med fred og retfærdighed.
Sådan går det som bekendt ikke – Jesus er nok Messias, men på en anden måde end Judas forventede – og da Jesus står op af graven er Judas allerede selv draget til de dødes rige.
Den mest sandsynlige forklaring er nok den at Judas er ligesom alle os andre – en blanding af tro og tvivl – og at han i situationen har ladet tvivlen få overhånden. Da Jesus går amok i templet og laver ballade bliver Judas, som den gode jøde han er, alligevel i tvivl om Jesus – han bliver bange for, at Jesus har fornærmet Gud ved at opføre sig sådan i Guds tempel – Det er den frygt, som Johannes beskriver med ordene om, at djævelen for i Judas. Og Judas opfatter først bagefter, hvad det er, han har gjort. At han har ladet frygten få overhånden – den frygt, som Jesus ellers har bekæmpet i hele sit virke.
Og her er dagens evangelium jo et god forklaring på, hvad det drejer sig om.
Johannes har jo sin egen nadverberetning – hvor det ikke er brød og vin, det handler om, men derimod fodvaskning. Og det ligger pænt i tråd med Jesu forkyndelse. Jesus prædiker fra første færd imod de regler, som præsterne i templet har opstillet for, hvem og hvad, der er rent, og hvad der ikke er – og Jesus bryder bevidst skillelinien imellem det rene og det urene. I kulten i Jerusalem var der opstået en kultur, hvor man gjorde utroligt meget ud af at dele imellem rent og urent. Alt, hvad der ikke var perfekt, var urent. Hvilket ikke bare betød, at alle, der ikke overholdt reglerne i det gamle testamente, var urene, men også folk, der ikke var helt perfekte – enten ved at være handicappede eller ved at have en sygdom – at de var ikke velkomne blandt almindelige mennesker.
Det er denne kultur, som Jesus gør op med. Jesus betoner, at de folk, som man normalt regner som urene, de handicappede og de syge, tolderne og de prostituerede og andre, der var lidt uldne i kanten, at de var lige så rene som alle andre – og ikke skulle holdes uden for med den begrundelse, at de var urene.
Fodvaskningen er et sidste billede på dette. Ved at vaske disciplenes fødder viser Jesus dem, at de er rene for ham – uanset hvad de er på vej til at gøre, enten ved at forråde ham som Judas eller ved at fornægte ham som Peter.
Og heri ligger jo to ting, som skal være i vores baghoved, når vi om lidt drager op til alteret for at deltage i nadveren. Det ene er, at der er ikke noget krav til os om, at vi skal være perfekte – vi er alle velkomne med alle de fejl, vi har. ”Ridser, skrammer og buler, vi er, hvad vi skjuler” som Peter AG Nielsen siger det. Og vi er alle velkomne uanset hvilke skrammer og ridser, vi har i vores perfekte overflade.
Men der er jo en anden side i det, nemlig den, som Jesus viser ved selv at foretage fodvaskningen. Det at vaske fødder var normalt tjenerens job. Jesus viser os her, at den tilgivelse, som ligger i nadveren, har en anden side – nemlig at der med til den hører kærligheden. Vi er ikke blevet tilgivet bare for at alting skal være som før. Vi er blevet tilgivet for at få nye kræfter til at hjælpe andre. Vi er alle tilgivet – uanset hvem vi er, og hvad vi bringer med at ridser, skrammer og buler, men vi er ikke efter efterladt bare med tilgivelsen, men også med en opgave, den opgave, der hedder kærlighed. Den er en del af glæden og kravet til os, når vi fejrer måltids fællesskabet sammen med Kristus – som de rene, og elskede, der skal bære hans kærlighed videre. Amen